Rodebutik i Royal Arena: Sting svingede mellem høj klasse og fesen karaoke...

Det ville være synd at sige, at Sting stadig svinger taktstokken i tidens poplandskab. De dage er for længst talte. Da han sidste år vendte tilbage med sin første reelle pop-rock-plade i over et årti, blev den ikke mødt med meget mere end et skuldertræk.

Et sted på pladen sang han - formentlig som en hyldest til David Bowie og Prince - at vi har en tendens til at bilde os selv ind, at rockstjerner ikke dør. At de kun falmer kun væk. Det kan der være noget om. Men med sin trimmede snart 66-årige yoga-krop lignede Sting søndag aften i Royal Arena ikke en, der har tænkt sig at dø lige foreløbig. Til gengæld lyder han lidt som en musiker, der er ved at falme væk. Som lakken på hans elskede Fender Precision bas.

Hele øverste balkon var lukket af, og publikums-arealet formindsket. Men selvom man ikke kan sælge alle billetterne i Royal Arena, kan man godt falme væk med æren i behold. Sting har altid fået det til at se let ud, og det gjorde han også i Royal Arena søndag aften.

Måske lidt for let. Hurtigt stod det klart, at det denne aften handlede om musikken og ikke så forfærdelig meget andet. Ingen svinkeærinder, intet stort anlagt show. Bare højdepunkter fra Stings karriere med The Police og solo, leveret af et ham selv og hans hold af udmærkede men også meget arbejdsmands-agtige band. Der blandt andet talte hans 40-årige søn, Joe Sumner i en gyselig batik-t-shirt, på kor og tamburin.

Starten af koncerten bød på en glimrende luksus-dubbet udgave af »Englishman in New York«, mens »Shape Of My Heart« og »Fields Of Gold« imponerede i afdelingen for sofistikeret voksenpop.

Mindre overbevisende var det, når de forsøgte at rocke ud som på den stivbenede »Petrol« eller »She’s Too Good For Me«, der føltes som at være med til en af de her hæslige opvisnings-koncerter, hvor “dygtige” musikere skal fremvise alle teknikkerne foran nogle nørder.

Klasseforskellen var til at tage og føle på, når de så øjeblikket efter kastede sig ud i Police-klassikeren »Message In A Bottle«. Sange fra den ende af kataloget stod generelt stærkt: »So Lonely« er stadig en ren energibombe, mens en ellers slidt »Roxanne« blev givet nyt liv midtvejs med en call-and-response over et hvidt reggae breakdown, en lille detour til Bill Withers »Ain’t No Sunshine« spillet som smækker 80er-fuzak, inden et tungt funk-breakdown sendte os tilbage i Roxanne-omkvædet.

Den større mening undslap mig, men forudsigeligt var det i hvert fald ikke.

Andre steder måtte man trækkes med Stings klodsede forsøg på at lave verdensmusikalsk fusionspop på »Desert Rose«. Og så er jeg tæt på at måtte pille en stjerne fra alene pga. Stings søns cover af David Bowies »Ashes To Ashes«. Det var simpelthen for leflende og føjede intet nyt til den perfekte original. Lad nu Bowie hvile i fred. Bare fordi man kan, betyder det ikke, at man skal.

Det samme kunne man sige om Stings koncertvirksomhed. Der blev ikke føjet meget nyt til denne aften. Og det, der gjorde, kunne ikke leve op til fortidens bedrifter. Til gengæld fik han vist, at han stadig er en god musiker. Og det tæller - trods alt - også for noget.

(c) Berlingske by Michael Charles Gaunt