Paul Simon and Sting: On Stage Together

Anmeldelse: Simon og Sting var magisk makkerpar...

Sting og Paul Simon forenede deres musikalske talenter og gav en fortræffelig marathon-koncert med 32 sange, hvoraf ganske få var svipsere

Aldrig har jeg hørt Sting synge bedre. Aldrig har jeg oplevet ham mere fokuseret og vulkanudbrud-sprudlende end denne aften. Selv på 14. balkonrække brænder hans intensitet som karismatiske stikflammer på kinderne. Den 63-årige brite var ikke ringe, da han optrådte på Engen i 2012. Tirsdag aften er han bare ubegribeligt meget bedre.

Måske skyldes det tilstedeværelsen af Paul Simon, der med sin fascination for verdensmusikken og fusionsrocken tændte en ild i den unge Sting og bandet The Police. Flairen og forkærligheden for mellemøstlige rytmer er markant på flere af begge musikeres repertoire. Mest evident på Stings "Desert Rose", der emmer af østens mystik og særpræget arabisk sang.

Rent musikhistorisk er det farligt at begynde en sammenligning af Sting og Paul Simon. Hvad skal man måle på? Antal solgte plader? Antal koncertbilletter? Musikere, der har ladet sig inspirere af deres musik? Der er mange parametre at benytte, men hvis jeg forsigtigt konkluderer, at Paul Simon har skrevet flere evergreens end Sting, men at Sting synger bedre end Paul Simon, tager jeg vist ikke munden for fuld.

Vokalt er Sting i hvert fald i en liga for sig selv i aften. Både på sine egne numre, men i særdeleshed også på Pauls Simon solosange såvel som Simon & Garfunkels udødelige hits.

Hans version af "America" er eminent, og euforien hos publikum ebber ikke ud, da han nærmest glider direkte videre til sin egen perle "Message in a Bottle". Uden at springe for meget i tid og sted er det også bidende nødvendigt at fremhæve sidste ekstranummer "Bridge Over Troubled Water", hvor alle mytologiske og religiøse referencer jeg kan opdrive, kan puttes ind i beskrivelsen af de hårrejsende fire minutter.

Det er umenneskeligt, overjordisk og helt igennem fortrinligt fremført af Sting, der retfærdigvis får hjælp af Paul Simon, der synger sig gevaldigt op under den knap tre timer lange seance.

At Paul Simon trods alt er en sangskriver i Dylan og Cohen-ligaen understreges med mesterlige sange som "50 Ways to Leave Your Lover", "Graceland", "Mrs. Robinson", "Still Crazy After All These Years" og det afsluttende trekløver med "You Can Call Me Al", "Cecilia" og nævnte "Bridge Over Troubled Water".

Det er ikke bare sange. Det er fortællinger med så meget gods og nerve, at de fleste af nutidens sangskrivere ville få akut åndenød, hvis de fik besked på at skrive et enkelt vers af samme kaliber.

Når det kommer til håndteringen af publikum, er Paul Simon modsat en mand af få ord. En mandlig publikummer skriger mod slutningen af koncerten: "Sig et par ord" ned mod scenen.

- Okay, svarer Paul Simon.

- Jeg er en mand af få ord, men jeg forsøger at forandre mig, selv om det er svært i min alder, siger han efterfulgt af enorm jubel.

Han er præcis 10 år ældre end Sting og mindst et hoved kortere, men det fysisk umage makkerpar passer perfekt sammen musikalsk.

Idéen om at indlede koncerten sammen og derefter spille fire sæt med fem-seks egne sange og bryde det op med yderligere et par fællessange er godt tænkt. Det fungerer forbavsende godt i praksis, da der er tilpas stor afveksling i sangenes tempo og stil.

Det ene øjeblik lukker man øjnene til en eftertænksom ballade med countryrødder, det næste skyder man spontant op af stolen, når Sting plaffer løs med skarpe skud fra bassen. Der er musik i et utal af afskygninger, og min eneste anke er, at det virker fjollet at spille covernumre af Little Junior's Blue Flames og Chet Atkins, når Sting og Paul Simon sagtens kan fylde sætlisten selv.

Med hele 16 musikere på scenen er man lige ved at miste fokus fra starten af koncerten, men allerede fra tredje sang, Stings "Field of Gold", kommer der mere struktur over instrumenterne.

Jeg tror aldrig, jeg har været til en rock- eller popkoncert med så mange instrumenter, og der er både basun-, violin-, trækharmonika-, klarinet- og vaskebrætssoli, der på hver deres måde fuldbyrder melodierne. Og på en måde illustrerer bandmedlemmernes diversitet. Der er nærmest ikke en hudfarve, der ikke er repræsenteret på scenen.

Det er på alle måder en gennemført aften, selv om mine baller er nærmest følelsesløse efter de hårde træsæder. Men med Sting og Paul Simon i respektindgydende hopla havde jeg hjertens gerne nappet en time mere i selskab med Roxanne, Julio, Cecilia og Al. Deres selskab har aldrig været bedre.

(c) Fyens by Simon Staun