Kramme-klappefest til knivskarpe toner i Fruens Bøge...

Torsdag aften på plænen i Fruens Bøge i Odense. Lidt skyer, men ellers blå himmel oven på en varm dag. Mange tusinde mennesker er samlet foran den store scene, hvor en ensom skikkelse iført en guitar underholder.

Manden er James Walsh fra pauselagte Starsailor, og han står ganske alene med sin rødbrune guitar og forsøger at ramme det helt rigtige udtryk, før hovednavnet går på. Publikums gennemsnitsalder er måske 45-50 år. Nogle enkelte nikker lidt med hovederne af musikken. "O-den-se, is that how you say it", siger Walsh og bliver mest af alt bare kigget på.

En i nærheden vender sig og siger: "Nå, det er i det mindste ikke irriterende at høre på." Næh, bevares. Walsh spiller et Starsailor-nummer, og det bliver pludselig tydeligt at melodien er skrevet til et band. En enkelt mand på guitar, uanset hvor kraftigt han høvler løs, kan ikke gøre bandmelodier til mere end pausesummen. Hvilket måske er meget passende - folk har trods alt betalt 600 spir for billetten, og så er det nok meget godt, at de ikke ligefrem står og bliver irriterede over det. (***)

En lille halv time senere, hvor talrige mænd, bærende på de her papholdere til fem skvulpende øl har passeret, går hovednavnet på helt uden drama. Inklusive hovedpersonen er de seks på scenen. Sting er iført en simpel hvid T-shirt og sin lange bas. Med sig har han guitar, trommer, violin, korsang og keyboard. Straks han synger, må man næsten tage sig til munden: Hvor gammel siger I, at han er? Født i '51? Hvad putter han i sin Earl Grey for at gøre sin stemme så klar og spændstig? Joni Mitchell må da være grøn af misundelse dag og nat over det her.

Det er længe siden at Sting var en spradebasse, der optrådte i David Lynchs film Dune som det perverterede knivsvingende sexsymbol Feyd-Rautha. Her står han snart 61 år gammel, og synger som om han ikke anerkender begrebet passiv rygning.

Lige fra starten får vi krydret ørerne med nogle af de mest genkendelige hits, man forbinder med Sting og The Police. 'Every Little Thing She Does Is Magic' følges op af 'Englishman In New York'. Begge er simpelthen fejlfri. Der er åbenbart noget pollen i luften på denne aften, for under sangene mærker jeg lidt væde danne sig i øjenkrogene, men tørrer det naturligvis straks væk.

Bandet trækker væk fra de sikre hits, først med et godt rocket afbræk i form af 'Demolition Man', og derefter 'I Hung My Head', som blev så smukt indspillet af Johnny Cash hen mod de sidste dage. Igen passerer lidt pollen, men denne gang snøfter jeg det bare væk. Andre prøver sig med kram. Lange kram og rokken frem og tilbage. Sting taler direkte ind i vores sjæle.

Herefter er det som om bandet har spillet sine bedste kort ud. Eller måske bare har lyst til en puster. Sting fortæller lidt om baggrunden for et par af numrene. Bygmarkerne omkring hans "slot" er inspiration til nummeret 'Fields of Gold', hvor publikum igen tager den helt store krammer.

Vi får også 'Message In a Bottle', men det er som om publikum er lidt trætte, eller måske har svært ved at holde gejsten oppe, når vi går fra verdenskendte 30-årige hits til halv(u)kendte numre fra 10 år gamle soloplader. I hvert fald skal vi helt frem til slutningen af koncerten, før folk for alvor liver op igen.

Men så kommer det også, som forventet af den evigt professionelle englænder fra Newcastle: 'Desert Rose', 'King of Pain' og til sidst en udvidet version af 'Every Breath You Take'. Publikum går stille og roligt amok. Lysshowet får også en tand opad, og folk klapper, hopper, synger og krammer. Som i et teaterstykke stiller bandet sig på række og bukker, før de forlader scenen.

Denne optræden var stensikker og afmålt. Det vil jeg normalt uddele fire stjerner for. Men bandet er yderst kompetent, lyden var poleret og god, og Sting noget nær fænomenal. Der var ingen irritationsmomenter og ingen store armbevægelser. For den erfarne koncertgænger kunne de små anekdoter virke som tyndt smør: Man bemærkede at de var der, men man bemærkede også at det gik lidt stærkt, og lugtede af rutine. Det bliver fem små stjerner - mest fordi fire stjerner er for lidt.

(c) Gaffa by Morten Gottschalck