Småkedelig Sting vandrede i egne fodspor...

The Police genfortolkede gamle hit værdigt, men også uden iveren og nervøsiteten, der klædte trioen i slutningen af 1970'erne.

Ingen hornsektion. Ingen kor til lige at løfte det hele. Heller ingen spektakulære gæstesolister eller et mægtigt keyboardudstyr i baggrunden. The Police er i århus som trioen The Police, der sagde farvel og tak på toppen af succesen for 24 år siden. Hverken mere eller mindre. Er det nok? Kan sangene fra dengang plus noget lys og grafik bære en koncert for 40,000 mennesker?

Oppe foran scenen går det fint. Gyngende på træflis når jeg så langt op til Sting og co., som jeg kan komme i mængden, og bemærker, at de første tilskuerrækker er glade. De hopper og klapper. I midten af menneskemængden er der i det hele taget en fin stemning.

Men glider man ud i periferien eller ned bagved, kniber det med lyden. Den er lav, og den er mudret. Og nogle er nødt til at høre på den i den version.

Under en koncert så stor skal man være heldig for at få de gode pladser. I det her tilfælde har en stor del af publikum trukket en nitte, fordi arrangørerne ikke på forhånd har sørget for, at lyden er i orden.

Samtidig har arrangørerne overvurderet, at en gendannet gruppe som The Police ville få folk til at måbe af forundring, så snart musikken gik i gang.

Gendannelser af opløste grupper er en diskutabel affære. Nogle gange er pengemangel motivet, og i mange tilfælde er kun enkelte medlemmer af det oprindelige band i live eller til stede, når der gøres comeback.

Med genoplivningen af The Police er det anderledes. Gruppens besætning er intakt. Og selv om gruppens comeback er en indbringende forretning, kan det næppe være en tom kistebund, der har sendt den basspillende millionær Sting ud på landevejene igen sammen med trommeslageren Stewart Copeland og guitaristen Andy Summers hele 24 år efter, de tre senest stod på en scene sammen.

Måske har Sting bare lyst til at lege lidt igen med de gamle kammerater, der gjorde ham berømt i første omgang?

I hvert fald præsenterer turneen i udgangspunktet The Police nøjagtig, som de var i årene fra 1977 til 1984: Tre teknisk set velfunderede, britiske musikere med kærlighed til jazz, pop og ska tilfælles. Da de var unge, erobrede de plade for plade et stadig større publikum i både USA, Europa og Australien, inden de blev trætte af hinanden, og især Sting fik ambitioner i andre retninger.

I 1983 udkom The Polices sidste studieplade, 'Synchronicity', der blandt andet indeholdt hittet 'Every Breath You Take'. Pladen cementerede gruppens status som et af de bedst sælgende navne på det tidspunkt. The Police var med andre ord en trio på toppen, da den opløste sig selv i 1984. Den fik aldrig en nedtur.

Det er på den baggrund, The Police turnerer igen. Med fans i ryggen fra turnestarten i Vancouver til en by som århus og videre rundt i verden i et halvt års tid. Størstedelen af de 40,000 mennesker på Vestereng i århus er gamle nok til at kende gruppens studieplader fra dengang, de udkom. Det ved The Police.

Flere gange opfordrer Sting med et skævt smil publikum til at synge med på hit som 'De Do Do Do De Da Da Da', 'Roxanne' og 'Every Little Thing She Does Is Magic'. Han virker helt sikker på at stå foran gamle bekendte. Han ligner en mand, der har succesen hjemme på forhånd.

I modsætning til en del andre grupper risikerer The Police ikke at tabe anseelse ved at tage på en comebackturné. Der spilles og synges lige så kompetent på scenen som dengang, verden først lærte Stings hvidvaskede reggae at kende.

Koncerterne er udsolgt mange steder. 40,000 foran scenen i århus giver et meget omtalt underskud, men publikumstallet er ikke ringe oven på et år, hvor The Rolling Stones, Genesis, The Who, Elton John og andre lagrede stadionrocknavne allerede har været her. Slet ikke i betragtning af de forholdsvis dyre billetpriser i Danmark.

Det største problem på scenen i århus lørdag aften er, at The Police hverken har noget at miste eller vinde. De skal ikke overbevise forhåndsuvidende ører om, at de er værd at høre på.

De tre mænd med Sting som frontfigur skal bare komme an med et sæt baseret på de gamle hit. Så er alting næsten som i gamle dage, hvor den mærkelige, rummelige genrebetegnelse new wave var det helt store, og hvor Sting endnu ikke var blevet perfektionismens syngende supermand, der behersker alt muligt mellem soul og 16. århundrede tallets lutmusik, men har tendens til at give hele molevitten det karakteristiske glatte Sting-lag.

Misforstå mig ikke. Jeg kan godt lide Sting. Denne her unikt syngende, britiske vegetar, der orienterer sig bredt, holder sig godt og sikkert sagtens kunne være herremodel på et omslag til en instruktionsbog i yoga eller en guide til sensitiv sex.

Det er da befriende, at Sting ikke lever op til rockmusikkens romantiske kliché om, at hvis man er en rigtig rockmand, lever man ud til kanten af risikoen for at dø ung som meget rådden indeni. Især kan jeg godt lide Sting, når han udfordrer sig selv og os andre for alvor. Gør han ikke det, bliver han nemlig kedelig.

Og det sidste bliver han desværre indimellem i århus i selskab med resten af The Police. Bevares; bandet har omarrangeret mange af sangene. 'Roxanne' er udvidet med lange soli for Andy Summers målløse krølguitar. 'Hole In My Life' har bizart nok lige pludselig et mellemspil fra 'Hit the Road Jack'. Som om man står i en jukeboks. Lys og billeder skifter ustandselig stemninger.

Der er grafik a la 1980'ernes med pangfarver, der er flotte kaskader af komplementært lys, og sjovt (eller ligefrem selvironisk?) nok er der for eksempel også billeder af vandrende dinosaurer, mens 'Walking in Your Footsteps' spilles.

'At vandre i jeres fodspor.' Det er det, The Police gør i aften i århus. Men der mangler noget i forhold til dengang, The Police var et nyt, interessant navn. Dengang var der en iver efter at vinde verden og en adrenalinpumpende nervøsitet i udtrykket.

Det var ikke 'bare' lige ud ad landevejen pophit. Jazzinspirationen varierede melodierne atypisk, og lånet af skamusikkens vedholdende, stakåndede rytmik var kropsligheden i The Polices musik. Dertil havde den unge Stings vokal noget usikkert, hektisk og ufærdigt over sig i de høje toner i begyndelsen.

Et kvart århundrede senere er The Polices fortolkninger af de gamle sange betydeligt mere tilbagelænede. Sommetider i en grad, så de skal passe på med ikke at vælte. I medlemmernes soli breder de sig ud, men de stikker ikke op, de afviger ikke et sekund fra det skema, som er lagt på forhånd.

Og så har de forholdsvis ringe gennemslagskraft, hvis man flytter sig fra de første, begejstrede publikumsrækker til Vesterengs bagest placerede mennesker. Jo længere væk fra scenen man kommer, desto mere skal man lede efter et sted, hvor lyden er bare ok.

Turneen med The Police er et værdigt, men også meget fortidsafhængigt comeback.

Det er fint, at gruppen undlader at puste musikken op med keyboards, blæsere og kor, der kunne have flyttet opmærksomheden fra trioen til indpakningen.

Det er knap så fedt, århus virker som endnu en dag på jobbet for mænd, der allerede har alt, de ønskede sig, og nu blot bladrer i et lydens svar på et fotoalbum.

(c) Politiken by Dorte Hygum Sørensen