Sting - Skovdalen, Aalborg...

Den blå himmel og det længeventede behagelige sommervejr løftede Sting og publikum op i den knap to timer lange udendørs koncert i Aalborg. Sammen med et særdeles velspillende band tog Sting de over 5000 gæster i Skovdalen med en tur ned ad minde-alléen.

Sommerfesten startede til tonerne af "If I Ever Lose My Faith", da bandet havde fundet plads på scenen. Kort efter kommer den 23-årige… næh… 63 år unge Sting ind, stiller sig foran mikrofonen iført stram T-shirt, hipsterskæg og sin bas, hvor han tager publikum i sin hule hånd med sin imødekommende attitude og et "Tak skal I have".

Man mærker straks, at også han nyder koncerten under den flotte, klare himmel på en scene omkranset af store, smukke træer. Han løfter det hele til et endnu højere niveau, da han og band giver os Police-klassikeren "Every Little Thing She Does Is Magic".

Stemmen fejler heller ikke noget på trods af alder og travlt tourprogram. Desværre kommer den ikke helt sin ret i de første 20 minutter, da lydbilledet er lidt mudret, og de høje frekvenser til tider skærer i ørerne. Men man glemmer det, når man mærker den uovertrufne stemning, der er i Skovdalen, og der bliver da også rettet op på lyden, som koncerten skrider frem.

Sjældent har jeg oplevet Skovrock-gæsterne så tændte. Der er fællessang og taktfaste klap fra top til bund i den naturskønne publikumsarena. Det gode vejr hjælper helt sikkert også på humøret. Det er kun under balladerne, at folk slapper af med lidt for meget snak.

Og det gode vejr må Sting lige kommentere, da han samtidig præsenterer sit band. Han spotter også to ungersvende med hipsterskæg, som han refererer til som sine "danske fætre", inden han giver sig i kast med "So Lonely".

"When The World is Running Down…" indeholder en længere jazzy piano-solo, der til sidst samler bandet i en lækker jam. Selv bandets violinist fik tid i spotlyset med en kortere solo. Som sagt - et velspillende band, hvor især trommeslageren er tight.

Aftenens første ballade bliver den til sæsonen passende "Fields of Gold". Tempoet bliver dog aldrig nede i længere end et nummer ad gangen. "Driven to Tears" følger, hvor violinisten igen får lov til fylde højttalerne med en solo. Og sådan fortsætter koncerten. I god stil. Groovy reggaebetonet pop-rock, smukke ballader, store hits, mindre hits, men alle sammen klassikere krydret med jazzede jams.

Højdepunktet er "Message In A Bottle" med et særdeles medlevende publikum og et lysshow, der leger sammen med intensiteten i nummeret. Lavpunkter er der ikke nogle nævneværdige af. Den ellers dygtige korsangerinde småfejler lidt under "De Do Do Do, De Da Da Da", hvor hun ikke helt harmonerer med Sting under omkvædet. Og under "Roxanne" er den gal med lyden i hendes mikrofon. Øv, men pyt.

Hovedsættet byder tilmed på et par covernumre med blandt andet Simon og Garfunkels "America". Under "Roxanne" fletter Sting også Bill Withers' "Ain't No Sunshine" ind under en funky intermission, som publikum ikke tager helt til sig. De vil jo bare gerne høre hele den originale udgave om kvinden med det røde lys.

"Desert Rose" sætter gang i første runde med ekstranumre, mens den afvigende og ofte misfortolkede "Every Breath You Take" ringer omgangen af.

Efter en kort exit fra scenen får vi den energiske "Next To You", inden Sting og band, efter endnu en kort exit, vender tilbage for at lukke festen med en ballade. Da maestro ham selv sender de første toner afsted på "Fragile", lyder der et kollektivt "årrhhh" fra det taknemmelige publikum.

Det er i sandhed en gennemført god koncert med en stærk sætliste, et fremragende band, et opstemt publikum og en lun sommeraften. Og jeg tror, vi kan takke Sting for det hele.

(c) GAFFA by Jan Lambæk Hansen