Sting i strygersovs...

Den britiske stjerne havde søndag aften allieret sig med The Royal Philharmonic Orchestra. Det skulle han ikke have gjort.

Klare øjne, kantede kindben, glat hud og en rank, slank figur.

Sting er 58, men ligner en på 38 som han står der på Det Kgl. Teaters Gamle Scene i sit formsyede jakkesæt og tager imod de første forventningsfulde klapsalver.

Bag sig har han det højt estimerede The Royal Philharmonic Orchestra i fuldt udtræk - strygere, træblæsere, messingblæsere og slagtøj til den helt store, forædlede guldmedalje.

I sandhed et imponerende syn og sammen med Sting og hans mere beskedne backingband giver de sig i kast med 26 nyfortolkninger af sange fra stjernens bagkatalog.

Symphonicity, er projektet døbt med en hilsen til Stings Police-tid, og en god del af aftenens numre er da også hentet fra den gyldne æra, som koges op med rigelige mængder af sange fra den noget mere slingrende solokarriere.

Men lad os begynde med det bedste, nemlig 'Russians', der leveres i en dramatisk version, hvor The Royal Philharmonic Orchestra tilfører den oprindeligt så sagtmodige sang en stor, voldsom lyd, som giver mindelser om gammel russisk propagandamusik og således flugter fint med versenes indhold om frygt og koldkrig.

Den fine, fine 'Englishman in New York' står også stærkt i den udsolgte sal med sin prikkende spanske guitar og hængende klarinet, som farver klangrummet med skær poesi og et vemod på størrelse med Østeuropa.

Det er simpelthen sugende smukt, og her fungerer alle på scenen som del af samme blødt bølgende vision, og her er Sting det sikre midtpunkt, som forstår at økonomisere med de mange forhåndenværende virkemidler.

Men de forventninger som 'Russians' og 'Englishman in New York' indpoder i koncertens indledende fase, ja, de bliver desværre aldrig forløst.

For med det gamle superhit 'Roxanne' som skræmmeeksempel udarter aftenen sig til en udflydende affære, hvor alt, alt for mange numre bliver lagt i den samme klæge strygersovs.

Og langt nede i den klistrede masse, som den svalehaleklædte Stephen Mercutio begejstret rører dirigentstokken rundt i, der drukner blandt andet 'Every Breath You Take'.

Versionen af det gamle mesternummer om en amourøs besættelse ender ganske enkelt som noget, der ikke burde blive spillet andre steder end i en elevator mellem to business-etager, og det samme gælder sørgeligt mange af koncertens øvrige indslag.

Midt i det hele står Sting og synger med sin karakteristiske lyse, let hæse vokal, og han er som altid stærkt charmerende, når han mellem numrene fortæller anekdoter om dette og hint med sit semi-aristokratiske og endog meget britiske stemmebånd.

Men, men, men. Sting virker aldrig som om aftenen på Kongens Nytorv er andet end en uhyre velbetalt hyggestund, og det er som om han slet ikke var klar over, hvor meget han svigter sine egne sange, der - set gennem strygersovsen - til forveksling ligner klæg kitsch og sukret sentimentalitet.

(c) Berlingske Tidende by Jeppe Krogsgaard Christensen